Kære medlemmer af Næstved byråd.
cc. Kære øvrige interesserede
En fabel om Demokraturen, vindmøller, Einstein, Karius og Baktus
Det intuitive sind er en hellig gave og den rationelle tænkning en trofast tjener.
Vi har skabt et samfund, der hædrer tjeneren og har glemt gaven.
(Albert Einstein).
Jeg har læst referatet fra jeres udvalgsmøde d. 5. marts, først troede jeg der var tale om fejl i referatet, dernæst mærkede jeg blodet fryse i mine åre.
Hvorfor skal teknisk udvalg true og bestemme over mine visuelle og auditive sanser, min krop og livskvalitet? Hvorfor skal I beslutte at vores romantiske Slot, skal gøres til usælgeligt gammelt skrot. Vores 200 år gamle hus var oprindeligt et fæstehus tilhørende Storherren på Fladså Gård?
Hvorfor skal Teknisk Udvalgs beslutning atter lade Storherrerne vinde guld, på os middelmådige skatte- og lokalborgere anno 2012?
Vindmøller igen igen
Efter flere uger i ”flyverskjul”, som vidner til bidske læserbreve mellem Jens Bidstrup og Lars Hoppe Søe er ”vindmøllebomben” pludselig landet lige midt i Fuglebeskyttelsesområdet i Nylandsmose (Gavnø Baronen ejendom) og ved Mogenstrup Ås, Faarebakkerne.
Var hele læserbrevskampen blot en skinmanøvre var Lars blot en joker for hele teknisk udvalg, for at få opmærksomheden væk fra det virkelige angreb?
Vi i Myrup med den skønne beliggenhed og smukke udsigt, ned over Fladsådalen mod Fårebakkerne, der med sine 48 m strutter yndigt i landskabet, som et levn om og en synliggørelse af Danmarks længste ås, er atter kommet i teknisk udvalgs politiske vindmøllespil.
Jahhhhh!!!! Lad os få Kæmpevindmøller op foran de 48 meter høje fredede Sydsjællandske alpinbakker, hellere 250 meter end de småligt anbefalede 125 meter, men så ”kræver” vi altså også skilift, så behøver ”man” ikke at bruge så meget Co2 på at kører til andre skihøjder for at lege og brække lemmer.
Karius: ”Ja for søren lad os rejse vindmøller i hele Danmark: vi vil have vindmøller i nord, syd, øst og vest, vi vil have kæmpevindmøllefest!”
Min kære Svoger, kom med løsningen en dag, da vi forsøgte at begrebsligøre for ham hvorfor vi ikke brød os om vindmøller foran vores smukke udsigt, klynkende bad vi om hans forståelse og medfølelse.
Karius sagde ”jeg synes man skal rydde alle træerne på Åsen, fra Mogenstrup til Næstved og placere kæmpevindmøller på hele strækningen, og så kan vi grave det mellemliggende grus ud, vi kan både udvinde grus og vindmøllerne vil kunne stå tilbage på de resterende attributter og virkelig kunne fange vinden og opmærksomheden. Fremtidens generationer, vil kunne se vores energetisk, driftige, teknisk spændstige vid, det vil jo nærmest komme til at ligne vores fortids berørende gravhøje”
Baktus:”Vi vil have kæmpevindmøller! vi får vindenergi, eftertiden vil kunne huske os og Herremændene vinder guld på både vind og grus, og det giver arbejdspladser til almuen”
Karius: ”Jah....vi vil ha' kæmpevindmøller – al magt til Demokraturen .......... lad demokraturen vinde!!”
Det kunne jo være meget værre end vindmøller, vi kunne få placeret værker til atomkraft, kulkraft, kæmpegylde tanke. ”Vis dog dit bæredygtige storsind mand”, men jeg føler at nogen er ved at proppe noget meget stort ned i..... ja om ikke, halsen, så ned i min æstetiske natur og landskabsbevidsthed (jeg ved ikke hvor i kroppen denne bevidsthed sidder? men lige nu føles det som halsen – hjælp jeg kvæles!). Når jeg taler med de mest følelsesladede personer i vores lokalsamfund, kan jeg høre livløsheden, opgivelsen i deres stemmer, og jeg mærker igen, isen vokse i min egen marv, opgivelse... at blive død indeni. Det er jo blot en helt naturlig reaktion på overgreb (Freeze, flight, fight), Herre Gud, millioner af mennesker er udsat for langt større overgreb end vi. Vi er blot nogle patetiske, romantiske, middelmådige landsbyboer der jamrer over 3 kæmpevindmøller. Herrer Gud og demokratiske Fædreland. Lad de usælgelige huse og gårde gå på tvangsauktion, flyt dog ind til byen og hold op at med at pibe.
Jeg forstår bare ikke hvordan man kan kalde det demokrati at et teknisk udvalg der repræsentere, byrådet og den samlede Næstved kommunes ca. 80.000 borgere, hvor Lars Hoppe Søe jo alene har 1% af de personlige stemmer, kan bestemme over et lille landsbysamfunds ønsker og tilvalg. Jeg troede demokrati betød at de direkte implicerede parter kunne lægge råd og træffe beslutning, andet vil jeg kalder demokratur, jeg kan ikke mærke fællesskabet eller den menneskelige respekt, selvom det handler om ”ren” energi.
I vores indsigelse skrevet i teknisk forvaltnings Hvidbog, er vi repræsenteret med 52 husstande fra Myrup ud af ca. 60 mulige, der aktivt siger nej tak, se tidligere fremsendte indsigelse, så lad endelig vores lokaldemokrati tale og vælge, det er jo vores ”forhave” det handler om.
Demokraturen skal nærmest forstås som en følelse, og følelser er trods alt et menneskeligt grundvilkår, måske er demokraturen ligefrem et arketypisk symbol på en frådende drage eller vindbøjle..... (Don Quijote kæmpede også mod vindmøller, som trods alt må have være noget mindre.)
Hjælp Demokraturen kommer!!!!!!!!!!!!
”Jeg hidkalder Prins Valiant til kamp mod uretfærdigheden, til kamp for kærlighed og naturæstetik, og jeg hidkalder tandlægerne til kamp mod Karius og Baktus”
Jeg befaler– ”Skrid ud af min forhave, dumme demokratur!!!!”
Kære Byrådsmedlemmer.
Ikke et sted i hvidbogen, eller i forslaget i planskrivelsen anbefales en placering af vindmøller her hos os, tværtimod, - så hvorfor fastholder teknisk udvalg en placering? hvilke nye interesser, begrundelser og taktik ligger bag? Er det rationel tænkning eller bare udtryk usund fornuft og taktisk magtspil?
Kære Byrødder.
Jeg beder og appellerer til jeres vid, - placer venligst kæmpevindmøllerne væk fra steder i Danmark med fredning, stor natur og landskabsmæssig betydning. Det tager millioner af år at skabe dette istidslandsskab og kun ”et kort sekund” at ødelægge det.
Landskabstænkning, landskabsæstetik og landskabsnydelse, er vigtige grundlag og momenter for tekniske fremskridt og energiudvikling.
HUSK: Det er en gave at kunne trække vejret, - også med øjnene!!!!
Med venlig hilsen
Hilbert Andersen
Skovmøllevej 7, Myrup
4700 Næstved
Hilberthilbert@gmail.com
Som ikke kan udtale sig som formand for Myrup Bylaug,
idet Myrup Bylaug er en venskabelig og social sammenslutning.
PS Beklager jeg blev lang i ”spyttet”, men håber jeg fik et lille smil frem, måske var Don Quijote i ”virkeligheden” demokraturens fadder?
NB Til sidst: tak til Teknisk Udvalg fordi I ikke ønsker Åsen gravet væk, som Region Sjællands kommende råstofplan ellers foreslår, skrevet i Sjællandske 15. marts