Åsen ved Fladsåen og Myrup
torsdag den 26. april 2012
Heltemod og vindmøller
Gik det nu godt eller skidt med de vindmøller ?
Jørgen Pedersen
Vi var en lille delegation fra Myrup mødt frem til byrådsmødet den 24. april. Teknisk Udvalg havde overladt det til Byrådet at udpege de forskellige opstillingssteder. Set her efterfølgende var det da vist en dristig indstilling, - og det gik da også galt. På borgmesterens foranledning blev sagen sendt tilbage til Udvalget til fornyet overvejelse.
Udvalget havde givet op overfor uenigheden, og overladt det til byrådet. Og dermed blev uenigheden udstillet på hjerteskærende vis. Var det nu skidt for byrådet ? Måske. Men det var måske godt for de mange borgere der ser med skepsis på de store vindmøller i deres landskab. Vi blev i al fald lidt klogere på hvorfor det er endt så galt.
Det viste sig som debatten skred frem, at i de forudgående forsøg på forlig havde parterne lagt sig fast på at der skulle udpeges 7 ud af de 9 områder der havde været i høring. Vi havde vel nok en mistanke om at Teknisk Udvalg ville stile højt, men at det også skulle være retningsgivende når parterne på byrådsniveau skulle finde sammen om det her, - det havde vi dog ikke forventet. Det hele endte da også i en skubben rundt med møllerne - ud og ind af de forskellige politikeres lokale interesseområder. Ikke sådan, at der hos de vindmølleambitiøse politikere ligefrem var rift om at få møllerne opsat i ens eget pastorat. Næh – nej, lad dem stå hos modpartens. Vi følte os hensat til tiden før kommunesammenlægningen . Ikke den her for nylig – men den i 1970, hvor sognene blev nedlagt.
Var det denne forudsigelige skubben rundt med de upopulære møller fuldstændig løsrevet fra en saglig objektiv indstilling om hvor møllerne kunne være, der fik borgmesteren til at gribe ind? Det burde det være. Men det lød i al fald ikke på borgmesterens parti, som om man havde noget nyt trylleri i ærmet der kunne løse sagen. Men lad os se. I Myrup er vi stærkt bekymret.
Vi har hele vejen i forløbet lagt vores kampagne an på, at når møllerne tæt op til det fredede område på Mogenstrup Ås skulle falde bort, - så skulle det forstås sådan – at så skulle møllerne undværes. Altså ikke skubbes andre steder hen. Og så vidt det er muligt at tolke alle de mange indsigelser under høringen, så har heller ikke andre borgergrupper eller enkelt-borgere slået ind på denne vej. Den slags gør borgere normalt ikke mod hinanden – politikere måske.
Der er efter vores mening kun én løsning, hvis det her skal landes så fordrageligheden kan genetableres. Byrådet må sætte ambitionsniveauet ned. Jeres egen forvaltning foreslog oven på høringen, at vindmølleplanen skulle omfatte 5 ud af de 9 forslag. Det var en udvælgelse, der ud over høringssvarene byggede på den landskabeligt objektive fremstilling af de mulige opstillingssteder, der var en del af høringsmaterialet. Og minsandten om ikke også flere politikere under debatten refererede – ja, så’gar læste op af denne fremstilling, for at få flyttet på nogle møller. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud, og lade denne (den mest objektive) landskabelige fremstilling få mere plads i udvælgelsen. Altså: Følg forvaltningens indstilling.
Hvis I gør det, og dertil lægger de 6 store møller der allerede er opført, så kommer Næstved kommune, som det ser ud i øjeblikket, alligevel ind som en klar nummer ét blandt de kommuner på Sjælland der gerne vil være vindmølle-grønne. Kan I nøjes med det ? Derved bliver ideologien skubbet lidt i baggrunden. Og kommunen kan bevare sit gode renommé som den praktiske politiks bannerfører.
onsdag den 25. april 2012
DET MYSTISKE BREV MED FØLSOMME OPLYSNINGER???
GAD VIDE HVAD BREVET INDEHOLDER SOM BORGMESTER CARSTEN RASMUSSEN BESKRIVER SOM EN FØLSOM SAG SOM GØR AT HELE SAGEN SKAL STARTE FORFRA.......???????
Nu spiller de med musklerne, Socialdemokratiet og SF i Næstved er årsag til at byrådet udsætter beslutningen om endnu flere Kæmpevindmøller i Næstved området. Et brev fra en politikker dukker op nu synes han pludselig ikke at han vil have vindmøller hvor han bor og det får hele processen til at starte forfra. MON POLITIKKERNE HAR HØRT DETTE PROGAM OM STØJSYGDOMME OG GENER . LYT SELV HER!!!
Politikere accepterer støjplager fra vindmøller
www.dr.dk
Nu spiller de med musklerne, Socialdemokratiet og SF i Næstved er årsag til at byrådet udsætter beslutningen om endnu flere Kæmpevindmøller i Næstved området. Et brev fra en politikker dukker op nu synes han pludselig ikke at han vil have vindmøller hvor han bor og det får hele processen til at starte forfra. MON POLITIKKERNE HAR HØRT DETTE PROGAM OM STØJSYGDOMME OG GENER . LYT SELV HER!!!
tirsdag den 24. april 2012
Teknisk udvalg på galt spor - igen !
Teknisk Udvalg er på galt spor – igen.
______________________________________________________________________________________
Jørgen Pedersen
Næstved kommunes Teknisk udvalg, har valgt ikke at følge forvaltningens indstilling om hvilke vindmølleområder der kan anvendes i udbygningsplanen for kæmpevindmøller. Det betyder, at der så alligevel opsættes vindmøller i 2 beskyttelsesområder – tæt på det fredede område ved Mogenstrup Ås og tæt på fjordens fuglebeskyttelsesområde ved Vejlø.
Forvaltningens indstilling bygger på 2 forhold. Dels en objektiv fremstilling i det høringsmateriale der blev udsendt – eksemplificeret igennem det ”Skema til Miljøvurdering” der blev udfærdiget for alle 9 opstillingssteder. Og dels hvidbogen med borgernes tilbagemelding til kommunen om sagen.
Begge forhold peger på, at der ikke bør opsættes møller de 2 nævnte steder.
Politikere behøver ikke at følge en forvaltnings indstilling. Men det forpligtiger ikke at gøre det. Det udsendte høringsmateriale fortæller åbenhjerteligt, at der er udtalte negative landskabelige konsekvenser ved opstilling af vindmøller disse 2 steder. Høringsmaterialet og dermed formuleringen er godkendt og udsendt af kommunens politikere. Og så burde de stå på mål for det. Da man i sin tid ændrede planloven og indførte den systematiske miljøvurdering, var det en tydelig intention med loven, at hvis man valgte efterfølgende at fravige den udsendte vurdering, - at så skulle man kunne redegøre (argumentere) for det .
Altså: prøv at læse teksten til område G og I igen, og fortæl så os måbende borgere, hvorfor vurderingen ikke gælder mere, eller om der i mellemtiden er indtrådt andre – for os ukendte - graverende hændelser på energiområdet, der nødvendiggør så drastisk et indgreb i landskabet.
Grøn energi i dag er mange ting. De store monstrøse vindmøller på land, bliver i virkeligheden kun et kort mellemspil - set over det lange sigt. Lad nu så vær med at belemre de borgerne på landet der har bosat sig i kommunens beskyttelsesområder med det her. Husk – de fleste af os har positivt valgt at bo, hvor vi gør. Fordi vi kan li landskabet som det er. Hvis I synes at det lyder en kende for navlebeskuende, så prøv og kig de andre kommuner over skulderen. Der er faktisk ingen steder på Sjælland, hvor man går så graverende hårdt til landskabet som i Næstved.
Falsk tryghed / Jørgen Pedersen
Kære politikere i Teknisk Udvalg _____________________________________________________________________________________
Jørgen Pedersen.
Vi føler os snydt og bedraget med de vindmøller fortæller vi jer i disse dage. Og I føler jer trådt på når I bliver kaldt for bedragere. Vi føler os trådt på når I bliver ved med, at sige, at I kun vil sætte møller op i vores baghave. Og vi påstår hårdnakket, at der altså er tale om vores forhave. Hvordan skal vi dog komme videre med hinanden ?
Forløbet i planprocessen gav os en falsk tryghed. Ved de første offentlige møder fortalte I os beroligende, at der jo var tale om et debatoplæg. Alle de ”mulige” nye vindmøller (27 i alt) skulle vurderes nærmere efter en kritisk gennemgang oven på høringen. Oplistningen af de mulige vindmøllesteder i det udsendte forslag fremstod i en tilforladelig pædagogisk rækkefølge. Det landskabeligt mest indlysende sted som forslag A, og det mest betænkelige som forslag I. Og de skrevne ord i sagen underbyggede at man kunne altså sige nej. Intet under, at vi måtte få det indtryk, at vores områder ude syd for Næstved (forslag G v. Mogenstrup Ås og forslag I v. Vejlø) ville kunne trækkes ud, hvis vi blot fortalte jer, at her var det galt. Dermed kunne I lægge et afstemt snit i rækkefølgen, som f.eks også jeres forvaltning foreslog i indstillingen oven på høringen.
Vi hørte jeres udvalgsformand sige til forsamlingen, at sådan en høring blandt andet skulle hjælpe jer politikere til at tage stilling. Vi hørte derimod ikke en Lars Hoppe Søe eller andre proklamere, at I altså var så faste i kødet, så I ville ha det hele (eller næsten det hele, 25 i alt). I dag fortryder vi, at I fik fred og ro oven på høringen. Var vi naive ? Det ville næsten være en befrielse, hvis I svarede med et ja.
Vi har stor forståelse for, at det er ubekvemt for jer, at skulle sige ja til nogle møller, og nej til andre. F.eks. at godsejerne ved Saltø og Sparresholm kunne få deres møller, mens baronen og godsejeren her mod syd ikke kunne. Men det er nu engang det valg man kommer ud for som politiker. I kan stadig nå at vise jer, som de mandfolk vi gerne vil se. Det er faktisk ret enkelt: Følg forvaltningens indstilling. Eller det kunne være endnu nemmere for jer: Hold jer i det hele taget fra kommuneplanens beskyttelsesområder, og de steder hvor den bymæssige bebyggelse er for tæt på.
Område A og C, samt de nyligt opstillede møller ved Fuglebjerg og Kyse, giver faktisk 14 nye store møller. Det er da ikke så ringe. Ude i Slagelse kommer der 13 nye møller. Og der holder de sig fra beskyttelsesområderne.
Vindmølledebat - Er høring bare spild af borgernes ti
Vindmølledebat - Er høring bare spild af borgernes tid?
Jeg håber det sandelig ikke, - så nu sætter jeg al min lid til vore lokale politikeres sunde fornuft, når nu Teknisk Udvalg, vælger at tilsidesætte samtlige indsigelser fra 54 ud af 60 husstande i Myrup, Danmarks Naturfredningsforening, Fladså Lokalråd og ikke mindst Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling om at:
Naturbeskyttelsesområdet foran Danmarks største og fredede ås i Myrup bør udgå pga.: naboforhold, landskabelige, geologiske og kulturhistoriske forhold, fredningsinteresser i området og den rekreative værdi.
Lovgivningen siger, at hvis man vælger at fravige den udarbejdede vurdering – så skal man kunne redegøre og argumentere for det.
Derfor vil vi meget gerne bede Teknisk Udvalg om en uddybende redegørelse og vide, hvorfor 6 ud af 7 medlemmer vælger at tilsidesætte (blæse på) samtlige indsigelser, den udarbejdede Hvidbog, embedsmændenes kæmpe store arbejde, vurdering og konklusion. Redegørelsen ser vi gerne særdeles velbegrundet – for ellers vil høring og Hvidbog osv. virke på os borgere, som spil for galleriet?
Vi er mange i Myrup som er for vindmøller, bare ikke alle steder og for enhver pris.
Med venlig hilsen
Dorte Rasmussen
Myrupvej 5
4700 Næstved
søndag den 18. marts 2012
Dementi på Fablen !!!
Fabel dementi!!!
Man skal ikke gøre regning uden vært, her min uforbeholdne undskyldning til Lars Hoppe Søe, fordi jeg troede......, (og jeg indrømmer, i en vindmølledebat, er tro næppe nok)....
Som reaktion til min fabel, fremsendt d. 17. marts ”En fabel om Demokraturen, vindmøller, Einstein, Karius og Baktus”, har Lars svaret at han aktivt i teknisk udvalgs møde 5. marts forsøgte at forhindre placeringen på Mogenstrup Ås, han skriver: ”jeg har hele tiden ment, at det var en af de to placeringer, som var for uhensigtsmæssig, ligesom den i Nylands Mose”.
Det er jeg, og vores ad hoc opståede vindmøllegruppe Myrup, naturligvis rigtig glade for.
Tak for din væsentlige tilføjelse og svar Lars, mit mål var ikke at bruge usande antagelser, men i fabler må man være forberedt på at ”den farlige trold, Lars eller Demokraturen” kan vise sig at være den sande hjælper.
Mit mål med min fabelen var og er naturligvis at medvirke til at placere vindmøller, hvor de ikke forstyrrer bevaringsværdige naturbeskyttelse områder.
Vi vil rigtigt gerne være fri for en lang periode med frygt, uvished og VVM redegørelser, som ”tror jeg” og forhåbentlig vil vise det, Teknisk forvaltnings planafdeling allerede har skrevet.
torsdag den 15. marts 2012
en fabel om Karius og Baktus og Vindmøller
Kære medlemmer af Næstved byråd.
cc. Kære øvrige interesserede
En fabel om Demokraturen, vindmøller, Einstein, Karius og Baktus
Det intuitive sind er en hellig gave og den rationelle tænkning en trofast tjener.
Vi har skabt et samfund, der hædrer tjeneren og har glemt gaven.
(Albert Einstein).
Jeg har læst referatet fra jeres udvalgsmøde d. 5. marts, først troede jeg der var tale om fejl i referatet, dernæst mærkede jeg blodet fryse i mine åre.
Hvorfor skal teknisk udvalg true og bestemme over mine visuelle og auditive sanser, min krop og livskvalitet? Hvorfor skal I beslutte at vores romantiske Slot, skal gøres til usælgeligt gammelt skrot. Vores 200 år gamle hus var oprindeligt et fæstehus tilhørende Storherren på Fladså Gård?
Hvorfor skal Teknisk Udvalgs beslutning atter lade Storherrerne vinde guld, på os middelmådige skatte- og lokalborgere anno 2012?
Vindmøller igen igen
Efter flere uger i ”flyverskjul”, som vidner til bidske læserbreve mellem Jens Bidstrup og Lars Hoppe Søe er ”vindmøllebomben” pludselig landet lige midt i Fuglebeskyttelsesområdet i Nylandsmose (Gavnø Baronen ejendom) og ved Mogenstrup Ås, Faarebakkerne.
Var hele læserbrevskampen blot en skinmanøvre var Lars blot en joker for hele teknisk udvalg, for at få opmærksomheden væk fra det virkelige angreb?
Vi i Myrup med den skønne beliggenhed og smukke udsigt, ned over Fladsådalen mod Fårebakkerne, der med sine 48 m strutter yndigt i landskabet, som et levn om og en synliggørelse af Danmarks længste ås, er atter kommet i teknisk udvalgs politiske vindmøllespil.
Jahhhhh!!!! Lad os få Kæmpevindmøller op foran de 48 meter høje fredede Sydsjællandske alpinbakker, hellere 250 meter end de småligt anbefalede 125 meter, men så ”kræver” vi altså også skilift, så behøver ”man” ikke at bruge så meget Co2 på at kører til andre skihøjder for at lege og brække lemmer.
Karius: ”Ja for søren lad os rejse vindmøller i hele Danmark: vi vil have vindmøller i nord, syd, øst og vest, vi vil have kæmpevindmøllefest!”
Min kære Svoger, kom med løsningen en dag, da vi forsøgte at begrebsligøre for ham hvorfor vi ikke brød os om vindmøller foran vores smukke udsigt, klynkende bad vi om hans forståelse og medfølelse.
Karius sagde ”jeg synes man skal rydde alle træerne på Åsen, fra Mogenstrup til Næstved og placere kæmpevindmøller på hele strækningen, og så kan vi grave det mellemliggende grus ud, vi kan både udvinde grus og vindmøllerne vil kunne stå tilbage på de resterende attributter og virkelig kunne fange vinden og opmærksomheden. Fremtidens generationer, vil kunne se vores energetisk, driftige, teknisk spændstige vid, det vil jo nærmest komme til at ligne vores fortids berørende gravhøje”
Baktus:”Vi vil have kæmpevindmøller! vi får vindenergi, eftertiden vil kunne huske os og Herremændene vinder guld på både vind og grus, og det giver arbejdspladser til almuen”
Karius: ”Jah....vi vil ha' kæmpevindmøller – al magt til Demokraturen .......... lad demokraturen vinde!!”
Det kunne jo være meget værre end vindmøller, vi kunne få placeret værker til atomkraft, kulkraft, kæmpegylde tanke. ”Vis dog dit bæredygtige storsind mand”, men jeg føler at nogen er ved at proppe noget meget stort ned i..... ja om ikke, halsen, så ned i min æstetiske natur og landskabsbevidsthed (jeg ved ikke hvor i kroppen denne bevidsthed sidder? men lige nu føles det som halsen – hjælp jeg kvæles!). Når jeg taler med de mest følelsesladede personer i vores lokalsamfund, kan jeg høre livløsheden, opgivelsen i deres stemmer, og jeg mærker igen, isen vokse i min egen marv, opgivelse... at blive død indeni. Det er jo blot en helt naturlig reaktion på overgreb (Freeze, flight, fight), Herre Gud, millioner af mennesker er udsat for langt større overgreb end vi. Vi er blot nogle patetiske, romantiske, middelmådige landsbyboer der jamrer over 3 kæmpevindmøller. Herrer Gud og demokratiske Fædreland. Lad de usælgelige huse og gårde gå på tvangsauktion, flyt dog ind til byen og hold op at med at pibe.
Jeg forstår bare ikke hvordan man kan kalde det demokrati at et teknisk udvalg der repræsentere, byrådet og den samlede Næstved kommunes ca. 80.000 borgere, hvor Lars Hoppe Søe jo alene har 1% af de personlige stemmer, kan bestemme over et lille landsbysamfunds ønsker og tilvalg. Jeg troede demokrati betød at de direkte implicerede parter kunne lægge råd og træffe beslutning, andet vil jeg kalder demokratur, jeg kan ikke mærke fællesskabet eller den menneskelige respekt, selvom det handler om ”ren” energi.
I vores indsigelse skrevet i teknisk forvaltnings Hvidbog, er vi repræsenteret med 52 husstande fra Myrup ud af ca. 60 mulige, der aktivt siger nej tak, se tidligere fremsendte indsigelse, så lad endelig vores lokaldemokrati tale og vælge, det er jo vores ”forhave” det handler om.
Demokraturen skal nærmest forstås som en følelse, og følelser er trods alt et menneskeligt grundvilkår, måske er demokraturen ligefrem et arketypisk symbol på en frådende drage eller vindbøjle..... (Don Quijote kæmpede også mod vindmøller, som trods alt må have være noget mindre.)
Hjælp Demokraturen kommer!!!!!!!!!!!!
”Jeg hidkalder Prins Valiant til kamp mod uretfærdigheden, til kamp for kærlighed og naturæstetik, og jeg hidkalder tandlægerne til kamp mod Karius og Baktus”
Jeg befaler– ”Skrid ud af min forhave, dumme demokratur!!!!”
Kære Byrådsmedlemmer.
Ikke et sted i hvidbogen, eller i forslaget i planskrivelsen anbefales en placering af vindmøller her hos os, tværtimod, - så hvorfor fastholder teknisk udvalg en placering? hvilke nye interesser, begrundelser og taktik ligger bag? Er det rationel tænkning eller bare udtryk usund fornuft og taktisk magtspil?
Kære Byrødder.
Jeg beder og appellerer til jeres vid, - placer venligst kæmpevindmøllerne væk fra steder i Danmark med fredning, stor natur og landskabsmæssig betydning. Det tager millioner af år at skabe dette istidslandsskab og kun ”et kort sekund” at ødelægge det.
Landskabstænkning, landskabsæstetik og landskabsnydelse, er vigtige grundlag og momenter for tekniske fremskridt og energiudvikling.
HUSK: Det er en gave at kunne trække vejret, - også med øjnene!!!!
Med venlig hilsen
Hilbert Andersen
Skovmøllevej 7, Myrup
4700 Næstved
Hilberthilbert@gmail.com
Som ikke kan udtale sig som formand for Myrup Bylaug,
idet Myrup Bylaug er en venskabelig og social sammenslutning.
PS Beklager jeg blev lang i ”spyttet”, men håber jeg fik et lille smil frem, måske var Don Quijote i ”virkeligheden” demokraturens fadder?
NB Til sidst: tak til Teknisk Udvalg fordi I ikke ønsker Åsen gravet væk, som Region Sjællands kommende råstofplan ellers foreslår, skrevet i Sjællandske 15. marts
Abonner på:
Opslag (Atom)