torsdag den 26. april 2012

Heltemod og vindmøller


Gik det nu godt eller skidt med de vindmøller ?
Jørgen Pedersen
Vi var en lille delegation fra Myrup mødt frem til byrådsmødet den 24. april. Teknisk Udvalg havde overladt det til Byrådet at udpege de forskellige opstillingssteder. Set her efterfølgende var det da vist en dristig indstilling, - og det gik da også galt. På borgmesterens foranledning blev sagen sendt tilbage til Udvalget til fornyet overvejelse.
Udvalget havde givet op overfor uenigheden, og overladt det til byrådet. Og dermed blev uenigheden udstillet på hjerteskærende vis. Var det nu skidt for byrådet ? Måske. Men det var måske godt for de mange borgere der ser med skepsis på de store vindmøller i deres landskab. Vi blev i al fald lidt klogere på hvorfor det er endt så galt.
Det viste sig som debatten skred frem, at i de forudgående forsøg på forlig havde parterne lagt sig fast på at der skulle udpeges 7 ud af de 9 områder der havde været i høring. Vi havde vel nok en mistanke om at Teknisk Udvalg ville stile højt, men at det også skulle være retningsgivende når parterne på byrådsniveau skulle finde sammen om det her, - det havde vi dog ikke forventet. Det hele endte da også i en skubben rundt med møllerne - ud og ind af de forskellige politikeres lokale interesseområder. Ikke sådan, at der hos de vindmølleambitiøse politikere ligefrem var rift om at få møllerne opsat i ens eget pastorat. Næh – nej, lad dem stå hos modpartens. Vi følte os hensat til tiden før kommunesammenlægningen . Ikke den her for nylig – men den i 1970, hvor sognene blev nedlagt.
Var det denne forudsigelige skubben rundt med de upopulære møller fuldstændig løsrevet fra en saglig objektiv indstilling om hvor møllerne kunne være, der fik borgmesteren til at gribe ind? Det burde det være. Men det lød i al fald ikke på borgmesterens parti, som om man havde noget nyt trylleri i ærmet der kunne løse sagen. Men lad os se. I Myrup er vi stærkt bekymret.
Vi har hele vejen i forløbet lagt vores kampagne an på, at når møllerne tæt op til det fredede område på Mogenstrup Ås skulle falde bort, - så skulle det forstås sådan – at så skulle møllerne undværes. Altså ikke skubbes andre steder hen. Og så vidt det er muligt at tolke alle de mange indsigelser under høringen, så har heller ikke andre borgergrupper eller enkelt-borgere slået ind på denne vej. Den slags gør borgere normalt ikke mod hinanden – politikere måske.
Der er efter vores mening kun én løsning, hvis det her skal landes så fordrageligheden kan genetableres. Byrådet må sætte ambitionsniveauet ned. Jeres egen forvaltning foreslog oven på høringen, at vindmølleplanen skulle omfatte 5 ud af de 9 forslag. Det var en udvælgelse, der ud over høringssvarene byggede på den landskabeligt objektive fremstilling af de mulige opstillingssteder, der var en del af høringsmaterialet. Og minsandten om ikke også flere politikere under debatten refererede – ja, så’gar læste op af denne fremstilling, for at få flyttet på nogle møller. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud, og lade denne (den mest objektive) landskabelige fremstilling få mere plads i udvælgelsen. Altså: Følg forvaltningens indstilling.
Hvis I gør det, og dertil lægger de 6 store møller der allerede er opført, så kommer Næstved kommune, som det ser ud i øjeblikket, alligevel ind som en klar nummer ét blandt de kommuner på Sjælland der gerne vil være vindmølle-grønne. Kan I nøjes med det ? Derved bliver ideologien skubbet lidt i baggrunden. Og kommunen kan bevare sit gode renommé som den praktiske politiks bannerfører.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar